Det næste hus var egentlig nærmere en campingvogn end et hus – det var nemlig et af de flytbare færdighuse, som englænderne har en del af rundt omkring. De står gerne i store områder med en masse næsten ens huse – vel en engelsk udgave af vores sommerhusområder iblandet campingplads-stemning – og jeg har altid været lidt fascineret af de huse, som jeg så tit har set på udstillinger.
Det skulle prøves af! Jeg var forberedt på, at jeg nok ikke ville elske at bo i selve det tætpakkede, stort set træløse område, men heldigvis var det uden for sæsonen, så der var ikke mange mennesker.
Vores hus var virkelig fint! Der var stue og køkken ud i ét, to soveværelser, garderobe, bryggers og to badeværelser. Dertil kom den kæmpestore terrasse, hvorfra man havde udsigt til floden Avon. Så jeg nød den hverdagsluksus det var at bo i et hus, der var moderne, komfortabelt og velfungerende og så gennem fingrene med omgivelserne. Heldigvis lå vi i første række ned til floden, så udsigten fejlede ikke noget!
Og så kunne man gå ind til Stratford-upon-Avon! Det er lige som Hay en by, jeg kender og holder meget af, og efter dagens udforskning var det nemt og sjovt at tage en taxi-båd tilbage til campingområdet.
Den sejltur kan man se på den fredfyldte video herunder...
